Referat af SAM foreningens ordinære generalforsamling d. 25/6-2020

SAM foreningen afholdt deres årlige generalforsamling under åben himmel i foreningens kolonihave ”Onkel SAMs Hytte”. Der var ca. 55 deltagere til generalforsamlingen + 3 inviterede politikere.

Valg af dirigent: Valgt som blev Kristina Askøe Andersen

Valg af referent: Valgt som referent blev Anders Olsen

Bestyrelsens beretning: Henrik Manero Hald fremlagde på vegne af bestyrelsen, beretning for det sidste års arbejde. Han redegjorde for de mere end 25 ture og udflugter, som foreningen havde arrangeret eller deltaget i, rundt omkring i landet foruden de daglige aktiviteter, der i 2019/2020 bestod af fodbold, svømning, petanque, ridning, bowling og fitnesstræning. Udover dette har foreningen afholdt ”åbent hus” arrangementer i foreningens kolonihave to gange i det foregående år med mere end 80 deltagere pr. gang. Foreningen var ligeledes medarrangører af et debatmøde med formanden for foreningen SIND, Knud Kristensen, i forbindelse med Folkemødet i august 2019, og foreningen afholdt et mødet med politiske repræsentanter fra socialudvalget, Socialdemokraterne, SF og Velfærdslisten, for at skabe en dialog med politikerne om foreningens arbejde og fremtidssikring af dette.

Til dette års generalforsamling var der ligeledes mødt politiske repræsentanter, fra de partier, der løbende har støttet foreningen arbejde. Christian Brøns borgmesterkandidat for Venstre, Kasper Fuhr Christensen byrådsmedlem for Velfærdslisten og SF der var repræsenteret ved Søren Norlander. Alle tre repræsentanter anerkendte SAM foreningens vigtige arbejde med de socialt udsatte borgere, og de lovede hver især, at arbejde målrettet for, at foreningens drift igen skulle sikres af Randers kommune med en permanent bevilling. 

SAM foreningen planlægger at genåbne for alle foreningens aktiviteter i august måned. Coronakrisen satte en brat stopper for aktiviteterne, som har betydet, at brugerne for en periode ikke har kunnet deltage i det sociale fællesskab, som SAM foreningens aktiviteter skaber. Men nu er der kommet så meget styr på sundhedskrisen, at foreningen igen kan komme i gang, og hvor nye aktiviteter, f.eks. opstart af et cykelhold, er på tegnebrættet i forbindelse med opstarten efter sommerferien. Ligeledes kunne formanden berette, at SAM foreningen netop havde fået tildelt 180.000 fra socialstyrelsens midler til frivilligt socialt arbejde (PUF). Penge, der ubeskåret kommer til at skabe rammerne for de næste måneders aktiviteter for byen socialt udsatte borgere.

SAM foreningen har ligeledes modtaget støtte fra Randers kommune i forbindelse med uddeling af de såkaldte § 18 midler. Disse penge bruges nu i henhold til den indsendte ansøgning, at ansættelse af to koordinatorer, der skal sikre de daglige aktiviteter med foreningens brugere. Midlerne har sikret foreningens drift frem til starten af 2021, hvorefter foreningens videre eksistens fortsat er usikker.

Fremlæggelse af regnskab: Foreningens regnskab for perioden 2019 /20 blev uddelt og enstemmigt godkendt af generalforsamlingen.

Fremlæggelse af foreningens budget: Punktet blev udsat til et kommende medlemsarrangement i august, evt. et ”Åbent hus” arrangement i kolonihaven. Da det først på selve dagen for generalforsamlingen, var blevet meddelt foreningen, at den ville modtage 180.000 fra PUF til aktiviteter, betyder det at vi skal tilpasse budgettet inden det godkendes.

Fastsættelse af kontingent for kollektive medlemmer: Kontingentet for foreningens kollektive medlemmer blev fastsat uændret til 3000,- årligt

Valg af revisor og revisorsuppleant: Tidligere revisor fortsætter. Der blev ikke fundet en revisorsuppleant.

Valg af ny bestyrelse:  Flertallet af den afgående bestyrelse modtog genvalg, og bestyrelsen blev suppleret med yderligere tre nye medlemmer. Den nye bestyrelse er: Henrik Manero Hald, Sara Eiby, Karina Dyveke, Anja Jensen, Anders Olsen, Tom Christensen, Johnny Vig Steen, Tina Rewaldt Drachmann, Kristina Askøe Andersen, og Ib Møller Pedersen. 

Eventuelt: Der refereres ikke fra dette punkt.